Karen Elleman til Berlingske Businesskvinder

Aktion Fars Orlov – Lad os sammen ændre kulturen!

Af Karen Elleman, Minister for fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde

Efter et inspirerende møde i Berlingske Business Kvinder d. 9. november vil jeg gerne invitere jer til at være med til at ændre kulturen, så flere fædre tager mere orlov.

Den 3. november lancerede jeg sammen med erhvervsministeren, en lang række virksomheder og de faglige organisationer Aktion Fars Orlov og kampagnen ”Orlov tag det som en mand”. Målet er at få flere fædre til at tage mere orlov og starte en bevægelse bredt i samfundet, hvor virksomheder, organisationer, ledere, fædre og mødre går sammen og opfordrer til, at både mænd og kvinder bruger muligheden for at tage orlov – og gør det på deres egen måde.

I Danmark er der fleksible rammer for, at far og mor kan fordele orloven, så det passer den enkelte familie. Det ønsker regeringen at fastholde. Til trods for de fleksible regler tager danske fædre i dag kun 10 procent af den samlede orlov. Det skal være lige så naturligt for fædre at tage orlov som for mødre. Det er godt for børnene, fædrene, familierne, virksomhederne og ligestillingen.

Jeg vil derfor gerne opfordre jer og jeres virksomheder til at støtte op om kampagnen og underskive erklæringen om, at I:

  • Støtter, at fædre såvel som mødre bruger deres muligheder for orlov, hvis de ønsker det, og at flere fædre end i dag tager orlov
  • Vil arbejde for at fremme bedre balance i fordelingen af orlov
  • Vil opfordre andre til at bakke op om fædres orlov.

Få mere information om Aktion Fars Orlov og finde erklæringen på:  www.aktionfarsorlov.dk

https://www.facebook.com/aktionfarsorlov/

I får på et kommende møde en række streameren med ”Orlov tag det som en mand”, som I kan sætte på døren til kantinen, spejlet på toilettet eller firmabilen, og dermed være med til at starte samtalen om fædres brug af orlov.

Jeg håber, I vil være med til at ændre kulturen og sætte fokus på fædres orlov.

Karen Elleman
Minister for fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde